Om vores parykker

Vi får dagligt henvendelser fra personer, som har brug for nyt hår og paryk grundet medicinsk behandling, pletvist hårtab eller arveligt tyndt hår. Vi ved at du formentlig har mange spørgsmål og overvejelser omkring både din situation og parykker.

Vi vil her på siden forsøge at hjælpe dig lidt på vej. Du er også altid velkommen hos os til en uforpligtende snak. Sammen finder vi frem til den løsning, der passer til dig.

Nedenfor finder du god information om:

Prøv vores store udvalg af parykker

Vi har et stort udvalg af parykker i en lang række forskellige modeller, frisurer, hårlængder, hårfarver og størrelser. For os er det vigtigt at kunne give dig så mange valgmuligheder som muligt, så du har optimale forudsætninger for at vælge den helt rigtige paryk.

Vi anbefaler, at du besøger os, inden du mister dit hår, eller at du har et nyere foto af dig selv med. På den måde kan vi sammen hjælpe dig med at finde en paryk, der matcher din naturlige hårfarve og stil. Du er naturligvis velkommen til også at eksperimentere med nye hårfarver og stilarter – det vigtigste er, at vi finder noget, du føler dig godt tilpas i.

I vores parykkollektioner kan du se et udvalg af de parykker, vi tilbyder. Når du besøger os, får du desuden en frisuremappe med inspirationsbilleder, der kan hjælpe dig med at træffe det rigtige valg.

Syntetiske fibre eller ægte hår

Oprindeligt var alle parykker fremstillet i hånden af ægte hår, men i takt med at flere og flere taber håret på grund af medicinsk behandling, er fiberparykker blevet det langt mest almindelige valg. Det skyldes, at kvaliteten er meget høj, at leveringstiden er kort, og at fiberparykker kan forandres og tilpasses med meget tilfredsstillende resultater.

Fiberparykker findes i mange forskellige typer og nuancer, de er lette at pleje, og de holder frisuren vask efter vask. Fiberparykker er desuden mindre tunge og mindre varme at bære end ægte parykker. Syntetiske fibre er bløde og naturtro, og i praksis er det derfor meget svært at se forskel på ægte hår og syntetiske fibre. Hvis du har brug for en paryk i en begrænset periode op til et år, anbefaler vi, at du vælger en fiberparyk.

Hvis du har brug for en paryk i en længere periode eller hele livet, anbefaler vi en paryk af ægte hår. En ægte paryk har en længere holdbarhed end en fiberparyk, og en ægte paryk giver dig de flere muligheder for at sætte dit hår på forskellige måder. Ægte parykker tåler både voks, hårlak og andre almindelige hårprodukter, og den øgede varmeresistens gør, at du også kan bruge føntørrer og krøllejern. Ligesom dit eget hår skal ægte hår formes og sættes efter både vask og ydre påvirkninger som eksempelvis vind og regn.

Størrelser og mondurer (parykbunde)

Størrelsen varierer naturligvis meget fra person til person, men også fra model til model, afhængigt af hvordan den enkelte paryk er fremstillet. Vi tager nøjagtige mål af dit hoved, og vi foretager desuden en række justeringer af din paryk, så vi er helt sikre på, at den har en god og behagelig pasform, og at den ikke sidder for stramt eller for løst.

Parykstørrelserne er baseret på samme princip som hattemål, dvs. på en opmåling af hovedets omkreds i centimeter. Størrelse small svarer til en omkreds på ca. 50-51 cm, medium til en omkreds på ca. 52-54 cm og large til en omkreds på ca. 55-56 cm.

Udover et bredt udvalg af størrelser, frisurer, hårfarver og hårfibre, tilbyder vi en række forskellige mondurer (parykbunde). Nogle mondurer passer eksempelvis bedst til korte frisurer, andre passer bedst til lange frisurer, og nogle er særligt velegnede, hvis du har følsom hovedbund. Når du besøger vores salon, hjælper vi dig med at finde den rigtige løsning.

Det kan føles lidt akavet i starten…

At bære paryk er ikke mærkeligt, men i begyndelsen kan det føles lidt akavet. Nogle føler eksempelvis usikkerhed om, hvorvidt parykken er synlig eller ej, og nogle føler, at parykken ikke sidder ordentligt på hovedet. Disse følelser er helt normale og forsvinder sædvanligvis efter kort tid, når du har vænnet dig til at gå med parykken. Oplevelsen af, at parykken er ved at falde af eller sidder forkert, kan nemt f.eks løses med en simpel forstærkning af parykken.

Ved hårtab kan huden også i nogle tilfælde blive mere følsom end før. Hvis du føler, at parykken klør, og at det føles ubehageligt på issen, har vi f.eks en blød og usynlig beskyttelseshætte, du med fordel kan bære under parykken.

Det kan ikke ses, at du er iført paryk, selvom du måske føler det anderledes. Vores parykker er lavet i naturlignende materialer og fibre, som ligner rigtigt hår. Derfor er det i dag meget vanskeligt at afgøre, om en person bærer paryk eller ej.

Plejeprodukter

Ligesom at dit eget hår har behov for vask og pleje, så har en paryk det naturligvis også. Derfor tilbyder vi en række specielt tilpassede hårplejeprodukter til vores parykker og øvrige hårprodukter – uanset om de er fremstillet af syntetiske fibre eller ægte hår.

Almindeligvis skal en paryk vaskes lige så ofte, som normalt hår skal vaskes. Men det er meget individuelt og afhænger af, hvor ofte du bærer din paryk, hvor aktiv du er, og hvor meget du sveder. Ofte kan man føle på parykken, hvornår den har behov for en vask.

Når du køber en paryk hos os, informerer vi om, hvordan du plejer og vedligeholder parykken. Du får desuden en række instruktioner på skrift, som du kan læse derhjemme, hvis du kommer i tvivl. Bemærk, at du kun bør bruge de anbefalede plejeprodukter, der er beregnet til din paryk.

Hvad koster en paryk?

Prisen afhænger først og fremmest af det valgte mærke og den valgte model, men også af det valgte materiale (syntetisk fiber, Flexi-fiber eller ægte hår) og af behovet for tilpasning og personalisering af parykken. Husk, at du kan få økonomisk tilskud fra sygehuset eller din kommune, hvis dit hårtab skyldes kræftbehandling eller anden medicinsk behandling. Du er meget velkommen til at ringe til os, hvis du har behov for mere information om vores parykker og priser, eller hvis du ønsker at bestille en tid »

Søg tilskud til din paryk

Hvis du er kræftpatient, og du som følge af kemoterapi eller strålebehandling har tabt håret, kan du få tilskud til en paryk eller en anden hovedbeklædning. Du kan også få tilskud, hvis du på grund af anden sygdom har mistet håret.

Ved midlertidigt hårtab er det sygehusene, du skal søge tilskud hos. Sygehusene administrerer tilskudsordningen forskelligt. På nogle sygehuse får du en såkaldt rekvisition på tilskudsbeløbet, som du skal aflevere hos os, hvorefter vi afregner med sygehuset. Andre sygehuse udbetaler tilskudsbeløbet direkte til din NemKonto. I 2016 er tilskudsbeløbet ved midlertidigt hårtab på 3.575 kr. inklusiv moms.

Ved varigt hårtab skal du søge tilskud i den kommune, hvor du bor. Du kan få et ansøgningsskema via Borger.dk eller ved personligt fremmøde i Borgerservice. Der er ingen faste takster for, hvor meget du kan få i tilskud ved varigt hårtab, da det er op til den enkelte kommune at fastsætte størrelsen på tilskudsbeløbet. Ved tilskud fra kommunen får du en rekvisition, som du skal tage med, første gang du besøger os.

Vil du vide mere om, hvordan det er at bære en paryk?

Se Kræftens Bekæmpelses video af Pernille der fortæller om at tabe sit hår og få paryk.

Til toppen

Vi støtter!