Alopeci

Alopeci er den medicinske betegnelse for skaldethed. Det er en autoimmun sygdom, hvilket vil sige, at immunsystemet fejlagtigt angriber egne celler og eget væv. Selvom lidelsen er klassificeret som en sygdom, er den ikke skadelig eller smertefuld – i det mindste ikke på et fysisk plan. Men mange oplever en psykisk belastning som følge af hårtabet. Både mænd og kvinder i alle aldre kan blive ramt af alopeci.

Alopeci findes i tre former: Alopecia areata er pletvist hårtab, der kan forekomme overalt på kroppen. Alopecia totalis er totalt hårtab på hele hovedet (herunder også øjenbryn og øjenvipper). Alopecia universalis er totalt hårtab på hele kroppen og hele hovedet (herunder blandt andet øjenbryn, øjenvipper, skæg, hår under armene og kønsbehåring). Ingen af de tre lidelser er nødvendigvis arvelige, og de er ikke nødvendigvis permanente.

Alopecia areata, der er den hyppigste form for alopeci, forekommer indledningsvist som en eller flere skaldede pletter på en femkrones størrelse. I nogle tilfælde vokser pletterne sig større over et par uger eller måneder, i andre tilfælde forandrer pletterne sig ikke, og i andre tilfælde forsvinder pletterne i en periode. Størstedelen (ca. 90%), der rammes af sygdommen, mister ikke alt sit hår, men har perioder med pletvis hårløshed. I Danmark anslås det, at omkring 1,7% af befolkningen i løbet af livet udvikler alopecia areata. Forskere og læger ved endnu ikke, hvad der forårsager alopeci, men en teori er, at det er en lokal immunologisk reaktion mod hårsækkene.

Få mere information hos Alopecia Areata Foreningen, Alopecia.dk eller 40 82 19 03.

Ved alopeci med totalt eller pletvist hårtab, anbefaler vi en paryk eller en toupé. En paryk dækker hele hovedbunden, mens en toupé kun dækker de berørte områder. Læs mere om vores parykker og vores toupéer.

Vigtigt: Din praktiserende læge kan fortælle dig mere om alopeci, stille en præcis diagnose og fastlægge en passende behandling.

Til toppen

Vi støtter!